Hop til hovedindholdet

Natur- og Sundhedsnetværket

Natur for mennesker med psykiske lidelser


Dato og tid

Onsdag d. 14. maj 2014 kl. 09:00 til 15:30

Tilmeldingsfrist

Onsdag d. 23. april 2014 kl. 08:00

Sted

Aktivitets- og naturcenter Hindsgavl, Galsklintvej 2, 5500 Middelfart Aktivitets- og naturcenter Hindsgavl
Galsklintvej 2
5500 Middelfart

Natur for mennesker med psykiske lidelser


Arrangementsbeskrivelse

Hvordan kan man inddrage naturen i arbejdet med brugere af psykiatrien?

Det handler denne temadag om, som afholdes af Sundhedsnetværket.

Onsdag d. 14. maj kl. 9.00-15.30

På Aktivitets- og naturcenter Hindsgavl, Middelfart

Vi sætter fokus på hvordan naturen kan bruges sammen med og/eller i behandlingen af mennesker med psykiske lidelser f.eks. skizofreni, angst, depression, PTSD eller ADHD.

For mennesker med psykiske lidelser kræver det overvindelse og mod at forlade de trygge rammer og gå ud i naturen. Men naturen kan være en vigtig faktor til at få et bedre liv. Erfaringer bl.a. fra Benny Jensens arbejde med psykiatriske patienter i Region Syddanmark viser, at mange får det bedre efter en periode, hvor de kommer i naturen.

En tidligere patient fortæller:

Hvis jeg føler, at jeg har svært ved at overskue tingene, kan jeg gå ud i naturen og få det bedre i løbet af en halv time. Det er som om min hjerne helt automatisk reagerer positivt, når jeg er i naturen……….. Jeg bruger naturen til at få renset ud i tankerne og følelserne. Naturen møder mig dér, hvor jeg er i livet. Når jeg har brug for at få færre indtryk, end jeg får i byen, kan jeg gå ud og koble fra. Men naturen kan også stimulere og give mig nye indtryk, hvis jeg savner dét”.

Peter Hansen, Skizofren og naturbruger

Program

9.00              Morgenkaffe og brød til de morgenfriske

9.30              Velkommen

9.45              Oplæg og eksempler fra det naturterapeutiske arbejde, hvor naturvandring og kulturhistorie kan være med til at forebygge stress og lindre psykiske problemer samt påvirke vores urgamle biologiske mekanismer v. Benny Jensen

10.15            En bruger af psykiatrien fortæller om natur og psyke og hvilke oplevelser det har givet ham v. Allan Tepas

10.50            Eksempler på praksis ude i naturen v. Benny Jensen. Hindsgavl Slot og borgbanken vil på denne tur fortælle 700 år gamle historier, give smukke billeder til nethinden og livgivende fredfyldthed. ”Den kan ikke beskrives. Måske skal den ikke? Denne forunderlige, livgivende fredfyldthed, der trods mange indtryk for livet og sjælen, alligevel giver følelsen af, at tiden står stille, sådan opleves Hindsgavl Slot” citat: H.C. Andersen.

12.00            Frokost

12.45           En personlig beretning om naturens betydning for PTSD samt om projektet VeteranHaven ved Slagelse, som René er idemanden bag v. René Pamperin.

13.30           Workshops: omsætning til egen praksis: hvordan kan jeg overføre dagens input til mit arbejde (ideer, samarbejdspartnere, barrierer)?

14.30           Frisk i naturen – et 3-årigt naturprojekt på bostedet Mariested, Sæby. Om de første erfaringer med projektet bl.a. hvilke naturrum der appellerer bedst til hvilke beboere, metodeudvikling og teorien bag samt samarbejder. Oplæg og diskussion v. Erik Holm Sørensen.

15.30            Tak for i dag                     


Om indlægsholderne

Benny Jensen: Naturvejleder, socialpædagog og psykoterapeut ansat ved Psykiatrisk Informationscenter, Region Syddanmark. Benny har siden 2002 kørt projektet Tør du kysse skrubtudsen? – et tilbud om naturvejledning for mennesker med psykisk sygdom med udgangspunkt i kurser og foredrag om natur og kost samt naturture. Læs mere om Natur & Psyke eller find artikler og rapporter om emnet her: http://www.psykinfo.regionsyddanmark.dk/wm207515

 

Allan Tepas: Jeg er fyrre år gammel, og lider af skizofreni. Jeg var indelukket, og tilbragte alt for meget tid indenfor, da jeg havde det dårligst. Men naturen blev den ting, jeg for ti år siden kom til, at holde af og nyde at være i. Med en naturvejleder kom jeg ud i naturen, og lærte, at se tingene på en ny og anderledes måde. Aktiviteter er der en masse af derude, men der er også plads til at tænke og til at slappe af. Nyde naturen kan alle. Nogle skal bare finde dem selv derude først. Og jeg kan så fortælle om mine erfaringer ved, at være i de danske skove, enge og på strandene i alle fire af årstiderne, og hvordan det har hjulpet mit livssyn til, at blive klarere og lysere, selv når det ikke går så godt.

 

René Pamperin: Førtidspensioneret officer fra hæren, chef i Helmand i Afghanistan, var i krig i et år i træk. Har i dag fået diagnosen Post Traumatisk Stress Syndrom (PTSD) efter sine oplevelser. René er initiativtager og dagligleder af VeteranHaven, en sansehave for alle. Haven ligger i Slots Bjergby, 4200 Slagelse. Projektet skaber indhold i menneskers liv, i et miljø af rummelighed, baseret på værdier som ærlighed, forståelse, omsorg og støtte fra varme mennesker. Foreningen er startet af veteraner, men henvender sig til alle borgere, i alle aldre og fra hele landet. Projektet startede den 12. juni 2013 og løber lige så længe der er behov for det! Tilbuddet er frivilligt, gratis og uden tidsbegrænsning. Læs mere om projektet på: https://www.facebook.com/VeteranHaven?ref=hl

 

Erik Holm Sørensen: Naturpædagog, storyteller, ornitolog og lystfisker. Erik er naturpædagog og idemanden for et 3-årigt pilotprojektet Frisk i Naturen ved bostedet Mariested, 9300 Sæby - et bosted med 44 psykisk syge beboere. Projektet kører 1/3 2013 – 31/3 2016. Projektet vil bl.a. forsøge at afdække værdien af have et naturtilbud tilknyttet et bosted over flere år. Ligeledes ønsker projektet at afdække hvilke naturtilbud, der er bedst egnet til forskellige psykiske lidelser. Læs mere om projektet og find deres folder her: http://frederikshavn.dk/Sider/Frisk-i-naturen.aspx?topemne=065a005a-6fe6-4901-8882-73966da275b4

 

Det praktiske

Sted: Aktivitets- og naturcenter Hindsgavl, Galsklintvej 2, 5500 Middelfart. Find kort her:   http://hindsgavldyrehave.middelfart.dk/Find%20os

Tilmelding: https://natur-sundhed.nemtilmeld.dk/  senest d. 22. april 2014.

Der er begrænset deltagerantal (max. 30) efter først-til-møllen.

Målgruppen: Alle der i arbejdssammenhæng er interesserede i at bruge naturen til at arbejde med (psykisk) sundhed.

Hvis du har en kollega el.lgn. f.eks. i kommunen, som kunne være mulig samarbejdspartner omkring sundhed, så inviter ham/hende med!

Pris: Det koster 300,- kr. at deltage. Pengene dækker oplægsholdere, frokost og forplejning. Ved afmelding senere end 14 dage før refunderes pengene ikke (dvs. fra og med onsdag d. 30. april er tilmeldingen bindende).

Temadagen er støttet af Tips- og Lottomidlerne til Friluftslivet

Find vej til arrangementet

Klik for at se et kort med stedets placering hos Google Maps >